mandag den 5. december 2011

Æbleskiver

Jeg elsker æbleskiver, men jeg er simpelthen så træt af de fabriksfremstillede fra Daloon.
En god æbleskive er simpelthen bare hjemmelavet og med godt med hindbær/blåbær syltetøj til. Mmmmh.. ;)

Jeg kom til at lave en dobbelt portion af denne, da der stod at der kun kom 25 æbleskiver ud af opskriften. Men det skulle jeg da aldrig have gjort. Jeg bagte og bagte og bagte og bagte, og bagte en lille smule mere. Jeg fik ca. 95 æbleskiver ud af en dobbeltportion.
Opskriften her er dog kun en enkelt portion.


2,5 dl mælk
15 g gær
3 æggeblommer
1 spsk. sukker
200 g mel
en halv tsk. stødt kardemomme - eller mere
revet skal af 1 citron
65 g smeltet smør
3 piskede æggehvider

Lun mælken til håndvarm og opløs gæren i den. Rør æggeblommer og sukker, til sukkeret er opløst.
Pisk mælk og mel i. Rør det smeltede smør og krydderierne i. Til sidst vendes de stiftpiskede hvider i. Sæt dejen til hævning et lunt sted i cirka en halv time, til den er tydeligt skummende og hævet op. Varm æbleskivepanden op og kom en lille klat smør i hvert hul. Når det er bruset af, kommes en skefuld dej i hvert hul. Hullet skal være fyldt af dej, men må ikke flyde over. Når det bobler i dejen hele vejen rundt, skal skiven vendes. Giv den tid til at stivne med hovedet nedad, hvorefter det er en god idé at vende rundt, så den bliver rigtig rund.

0 kommentarer:

Send en kommentar