tirsdag den 15. november 2011

Brunkager med pistacie og appelsin

Sidste år afprøvede jeg Blomsterbergs opskrift på brunkager - og de var klar et hit, som skal gentages igen i år. Jeg har lige lavet den første portion dej klar, så de kan bages i morgen.

250 g. smør (jeg brugte usaltet)
125 g. lys sirup
250 g. farin
3 tsk. stødt kanel
1 tsk. stødt nellike
2 tsk. stødt ingefær
1 tsk. stødt allehånde
500 g. hvedemel
60 g. syltet appelsin i tern (Dr. Oetker)
150 g. smuttede, hele mandler
25 g. usaltede pistaciekerner (købt hos http://www.detsoedeliv.dk/)
2 tsk. potaske
1 spsk. koldt vand

Et termometer

Kom smør, sirup og farin i en lille gryde og smelt ved middel varme under omrøring, til det er ca 70 grader (brug derfor et termometer).

Tag gryden af varmen. Rør potaske og vand sammen i en kop/glas og tilføj det i den varme blanding.

Bland kanel, nellike, ingefær og allehånde i hvedemelet i en skål.


Tilsæt syltet appelsin, mandler og pistaciekerner.


Tilsæt de tørre ingredienser til den varme blanding og ælt det kort sammen, til en ensartet masse. Brug gerne en røremaskine.

Kom dejen i en firkantet form foret med bagepapir.


Pres dejen godt ned, så den fylder formen helt ud. Læg bagepair på toppen.Lad det afkøle ved stuetemperatur til næste dag, hvor dejen skæres i fem lange baner.


Skær hver bane i tynde, hele skiver. Læg dem på bagepapir og bag dem i ovnen ved 180 grader i 9-12 minutter.



Lad kagerne køle af på en bagerist. Opbevar dem i en dåse med tætsluttende låg.


En god portion, som giver mange lækre brunkager.

onsdag den 9. november 2011

Popcornbrud med mandler og tranebær

Sidste år så jeg Mette Blomsterberg stå i programmet "Det søde liv" og lave popcornbrud, og tænkte en dag at jeg da måtte prøve det samme. Så da lavede jeg en portion med mandler og tørret abrikos, og det var mildest talt en succes. Jeg tog kagedåsen med på arbejde og lod sekretærerne smage dem og jeg gik hjem igen med en tom dåse.
Så derfor skulle jeg da selvfølgelig også lave disse iår. De er super nemme at lave - tror det tog mig omkring 10 minutter, så ingen undskyldning.

Iår er jeg så gået skridtet videre og har skiftet abrikoserne ud med tranebær, og de blev mindste lige så gode.



Ingredienser:

150 g. tempereret chokolade
½ pose popcorn (afkølede)50 g. tørrede tranebær
50 g. mandler


Hak tranebærrene og mandlerne groft.






Popkorn, abrikoser og mandler blandes godt i en stor skål.





Hæld den flydende tempererede chokolade over og rør godt, til chokoladen er fint fordelt.







Hæld straks massen ud på et stykke bagepapir, hvor det skal ligge, til chokoladen er helt hærdet. Inden chokoladen når at tørre helt, kan du drysse en smule kanel udover. Det bliver kun bedre af det.





Skær massen i passende "brud", og opbevar dem i en tætsluttende dåse et par uger

tirsdag den 8. november 2011

Gammeldags rødkål

Hvorfor købe det billige junk-rødkål på glas i supermarkedet, når man selv så nemt kan lave en fantastisk hjemmelavet rødkål?
De sidste tre år har jeg lavede rødkål til julebordet - alene fordi jeg bare ikke kan få mig selv til at spise det købte. Det smager alt for sødt og syntetisk.




Gammeldags rødkål


2 kg rødkål
½ liter lagereddike
½-1 spsk salt (smag til)
2 vaniljestænger
3 små kanelstænger (ca. 3 cm)
3 laurbærblade
10 nelliker
350 g sukker
3 dl sød ribssaft


Fjern de yderske blade fra rødkålen. Snit rødkålen fint, og kom det herefter i en stor gryde.



Krydderierne kommer jeg i kaffefiltre og binder med en bomuldssnor. Så kan jeg altid fiske dem op igen, når jeg syntes de har givet nok smag.

Hæld eddiken over, og lad det simre en times tid.
Herefter smages til med saft, salt og sukker. Put det meste i af hvert, og smag så til, hvis det er for syrligt endnu, eller der mangler salt. 

Brug en grydeske til at dække det meste af rødkålen, og lad det så koge videre 20-30 minutter, alt efter hvor mør du foretrækker kålen.

God fornøjelse


Brændte mandler med kanel

En af de ting jeg elsker allermest ved julen er at gå på gaden en kold december lørdag. Bare gå rundt og kigge på vinduer. Kigge på andre mennesker, der bare styrter rundt for at få de sidste gaver på plads. Og lige pludselig midt i kaoset får du smidt en velkendt duft lige i hovedet. Mmmh.. Brændte mandler - helt friske.

Jeg har forsøgt at lave en version ala dem man køber på gaden.
Af en god ven, som netop bruger mange timer på at lave og sælge brændte mandler på gaden hvert år har jeg fået at vide, at man skal bruge flormelis i stedet for almindeligt sukker og helst også tilsætte lidt kanel.

Jeg brugte en opskrift fra Karolines Køkken, men lavede lidt om på den.
Opskriften er skrevet som jeg lavede den.



Brændte mandler med kanel

200 g mandler
175 g flormelis
2 spsk kanel
1 dl vand

Mandler vaskes grundigt og ristes i ca. 10 minutters tid i ovnen på 175 grader.
Imens blandes flormelis og kanel sammen.


Kom mandler, sukker og vand i en pande og varm op ved kraftig varme og under omrøring.



Forsæt med at varme mandlerne til sukkeret er dejlig brunt og der lugter en smule brændt. Sukkeret skal desuden være flyende og mandlerne lidt blanke i det. Her skruer du lidt ned for varmen.


Spred mandlerne  ud på et stykke bagepapir og lad dem køle af. Bræk de kolde mandler fra hinanden og SPIS!


God fornøjelse!

- Tine

Siden går lige straks i luften

Vi arbejder på højtryk for at få produceret en masse indlæg om både dansk og udenlandsk julemad og slik.
Vi er en lille håndfuld mad- og kagenørder, der står bag siden og det vigtigste for os er at alle vores opskrifter er gennemtestede og sat op, så alle forstår dem. Vi vil gøre op med Karen Wolf's brunekager og klejner fra Netto til 15,95 kr. per pakke. Vi vil i stedet for se ordentlig kvalitetsmad og slik, der ikke indeholder 1000 e-numre og farvestoffer.

Følg med. Vores bestræbelse er at der kommer mindst et indlæg om dagen hele julemåneden igennem, og så lidt ekstra.

Og til sidst vil er der kun en ting tilbage at sige; GOD JUL!